| Om Jens, Jakob og Jørgens forældre kan vi læse:
Fra kristlig dagblad 10. november 2003 (kopieret 11/10.2014)
Pastor emeritus Harry Flensted Andersen, Sorø, er død, 89 år. Harry Flensted Andersen blev cand.theol. i 1940 og året efter ansat som hjælpepræst ved Skt. Peders Kirke i Næstved. Fire år efter kom han til Højby ved Nykøbing S. som residenskapellan, og fra 1950 til sin pensionering i 1983 var han sognepræst ved Skamstrup og Frydendal Sogne ved Mørkøv. Harry Flensted Andersen var fra 1973 til 1979 folketingskandidat for Kristeligt Folkeparti og havde i 1975 en kort periode som folketingsmedlem.
1964 jan.; Hvis min prædiken er streng
Hvis min prædiken virker streng, er de ofte mig selv, jeg vil tale alvor til.
Pastor Flensted Andersen, Skamstrup, fylder 50 og fortæller om, hvorfor han blev præst, om musik, livet i præstegården med 14 værelser og værdien af menneskefællesskabet i et sogn.
Fra den sidste høje bakke mellem Sørninge og Skamstrup ser man det pludseligt - det panorama, der er blevet motiv for mange kendte kunstnere - en af Danmarks smukkeste beliggende landsbyer, samlet om det mest centrale i sognet; den historiske gamle kirke, hvis kalkmalerier er lige så yndet motiv som byen. Skamstrup - engang hovedbyen for det store Skamstrup-Frydendal sogn, indtil stationen i Mørkøv forrykkede balancen - er intet dusinsogn. Det er kendt som et sogn med stoute beboere, der tør står fast på deres meninger, og det er egentlig ganske naturligt, at sognet har en præst, der så sandelig heller ikke er et dusinmenneske: pastor Harry Flensted Andersen, der er stout som det sogn, han er sjælesørger for, alvorlig og mærk at se, men med glimt af lune i de brune øjne bag brilleglassene, ung i sinde og væsen, og alligevel kommer præsten ikke uden om den kendsgerning, at han mandag den 27. januar 1964 runder de halvtredsindstyve år, og i den anledning, på opfordring, har lovet os en samtale.
Valgte at blive
Det er typisk for pastor Flensted Andersen, at glæden ved og stoltheden over det smukke sogn og den særprægede kirke er det første, der skal tales om, så snart der er taget plads i det hyggelige studereværelse, som en præsts kontor vel stadig kaldes.
Vil de se, selveste Burmeister & Wain har benyttet et af kirkens kalkmalerier til motiv for deres kæmpemæssige og flotte årskalender for 1964, og se her: Høsts's Røde Kalender for 1963 brugte som motiv den berømmelige udsigt fra kirkegårdslågen; den skønt beliggende mølle, der aldrig burde have lov at gå i forfald.
- De er glad for Deres sogn eller sogne?
Mere end glad; det er et dejligt sogn med en trofast menighed og et ualmindelig venligt menighedsråd.
- Som de selv er formand for?
Nå, ja, men det forklarer vel ikke alt! Her er, hvad man på jævnt jysk vil sige "en ikke ringe kirkegang". Alligevel ved nok en del, at jeg sidste år kunne være blevet præst i Præstø. Der var noget med henblik på den alt for store præstegård med dens i alt 14 værelser, men da det kom stil stykket, så kunne vi ikke, når vi gjorde op med os selv - min kone og jeg - sige farvel til sognet og alt, hvad vi her har at glædes ved. Vi sprang fra - og hvor er jeg dog glad for, at vi gjorde det.
Samme dato som Mozart
- Det var fødselsdagen vi kom fra...
- Ja, hvordan har de dog fåret hørt om den; jeg troede ikke, et menneske huskede på det. Men jeg kommer vel ikke uden om at indrømme, at jer er født den 27. januar 1914 - samme dato som Mozart og ekskejser Wilhelm. Mozart er derved måske skyld i min glæde ved musikken. det er sværere at se den anden relation, da jeg ikke engang saver brænde!
Ulykke blev vendepunktet
- Var det fra barneårene, de fik lyst til præstegerningen?
- Nej, slet ikke, jeg ville dyrke musik eller være lærer. Min far var skræddermester i odder, hvor jeg havde de første seks år af min barndom, hvorefter mine forældre flyttede til Aarhus, og i Aarhus fik jeg min skolegang med matematisk-naturvidenskabelig eksamen for øje; en eksamen jeg da også tog i 1933.
Egentlig levede jeg mest for musikken. Jeg har spillet fra jeg var seks år og på efterhånden alle slags instrumenter. Jeg spillede også i FDF, hvor jeg fik gode kammerater, og dermed er inde på optakten til præstegerningen.
Det hændte en sommerdag, at jeg sammen med tre FDF-kammerater var ude at sejle i en robåd. Båden gik til bunds, og de to kammerater druknede. Den tredje kammerat og jeg svømmede mod land og blev taget op i en båd, der kom os til hjælp. Da vi kom op i båden, takkede min kammerat højlydt for sin redning
- og først da vi kom i land, fik vi at vide, at de to blev derude.
Det blev et vendepunkt for mig, og det står prentet sådan, at jeg kan sige Dem klokkeslet og dato; klokken var 10.11 den 19. juli 1932. Det stod mig klart, at jeg ikke, som min reddede kammerat, havde takket Gud, og min reaktion i dagene efter var den, at jeg følte hændelsen som et tegn for, at jeg skulle tjene Gud ved at blive præst. Før den tid havde jeg nok et gudsforhold, men det var ikke noget personligt og dybtgående for mig - ikke på samme måde som det blev.
I 3. g modnedes tanken hos mig, og jeg tog min beslutning; jeg ville være præst.
Tale alvor til sig selv
- Med en bestemt retning`
- Ja; Indre Mission. Det måtte det være i den alvor, det blev for mig. Det er ikke let at gøre sig fortjent til en redning. Man kommer alt for ofte til kort, rent menneskeligt. De kan godt skrive, at hvis jeg sommetider i mine prædikener virker lidt streng, så er det mig selv, jeg vil tale alvor til; min selv jeg vil går i rette med.
- De tog teologisk eksamen i Aarhus?
- Det kunne dengang ikke lade sig gøre at tage hebræikum i Aarhus; men jeg var den første student ved det nye universitet i Aarhus, og den første der, som tog eksamen i filosofikum. Eksamen i hebræikum tog jeg i København, men har ellers udelukkende læst i Aarhus. Fra 1936 til 1939 var jeg kordegn ved Aaby kirke uden for Aarhus samtidig med at jeg læste til teologisk eksamen, og derved kunne jeg blive præst uden læsegæld. Kordegnetiden blev også rent praktisk en god hjælp for mig som præst; derved at jeg fik lært at føre kirkebog, lært formaliteter ved kirkelige handlinger - der var f.eks. 52 bryllupper på et år.
De første præsteår
- Efter 1939 blev De præst?
- Den afsluttende teologiske eksamen tog jeg i 1940. Den 1. september 1938 brød krigen ud, og den 9. april 1940 faldt i eksamenstiden. Det var en streng tid at skulle samle sig om at læse, men professor Thomsen sagde til os; "I må være glade for, at er noget I skal". Det har jeg tit tænkt på, for det gælder også i andre forhold, når noget er svært, at det hjælper at vide, der er noget vi skal gøre.
- Deres første embede?
- Det blev som hjælpepræst i Næstved, og det var virkelig heldigt, for i Næstved lærte jeg min kone at kende og blev gift den .... nå, nej, det får De ikke lov at skrive, for så bliver sølvbrylluppet noteret op! I 1945 blev vi præstefolk i Lumsås - også et dejligt sogn med prægtige mennesker - og det var ikke sognets skyld, at det var for lille, når man gerne ville have noget at bestille - mere end der var - kirkeligt set.
Den nære kontakt
Det blev en oplevelse at komme til Skamstrup-Frydendal sogne, og vi var lykkelige for det. Et landsbysamfund giver den nære kontakt, en samhørighed i glæde og sorg.
- De er kendt som en præst med Deres meningers mod ...
- Kan hænde det sommetider havde været klogere at tie, men på den anden side, er det ikke netop på godt og ondt, at man skal lære at acceptere hinanden? Jeg vil nødigt, at der skal være skillelinjer, men man skal kunne lære at respektere andres meninger, og er det første lært, da vokser man sammen og står sammen - ubrødeligt.
- Mørkøv eller dele af Mørkøv by hører med til Skamstrup sogn?
- Ja, endda de to tredjedele. Hele venstre side af Mørkøv, set fra Skamstrup, og en del af højre side. For eksempel hører stationen og hotellet til Mørkøv, men Kino hører til Skamstrup. Det kan være lidt vanskeligt for en by med en sådan mærkelig sogneopdeling, og det gør det også vanskeligt for en præst, som gerne vil være lige meget præst for hver eneste i sit sogn. Om min vilje til det, må ingen tvivle for folkekirken, i tilnærmelsen mellem trosretninger, at det, der binder os, er større end det, der skiller os. skulle der siges noget om fornyelse, så skulle det være, at der er brug for myndige røster, som ikke bare "taler", men som har myndighed nok til, at få alle til at lytte, til at indse, at der er en mening med vort liv.
- Hvad ligger Dem særligt på sinde?
- At slå til som præst. Der er meget, jeg gerne vil nå, besøge de gamle - og det er mig hver gang en glæde at tale med de ældre i sognet - at besøge de syge, i det hele taget at tale med mennesker. Her kommer da også mange, og vi er glade for alle venskaber.
Musikken
- De er populær som selskabstaler ...
- Er jeg virkelig? Nå, - ja, hvis noget inspirerer mig, så må jeg frem med det, og så har jeg måske været heldig en gang i mellem. For øvrigt har jeg også med megen glæde deltaget aktivt i Bjergby-Mørkøv sangkor. I sin tid var jeg også aktiv som studentersanger i Aarhus. Ja, sang og musik er godte fortolkere og en kilde til fornyelse. Det føler vi også, når vi spiller sammen, sønnerne og jeg, Jens og Jakob på trompet, Jørgen på klaver eller orgel og jeg på basun.
- Det var jo endda fra kirketårnet juleaften ... og vi vil meget gerne ha' et billede af præsten med basun.
- Ikke tale om, det får De mig ikke til, for så er der måske nogen, som ikke vil ta' mig alvorligt! Er det ikke bedre her ved skrivebordet med en masse bøger og papirer, jeg mener sådan ærværdigt set. For øvrigt spiller jeg da på mange andre instrumenter, f.eks. klaver, violin, trompet, tuba og kornet!
- Fru Flensted Andersen spiller ikke?
|
|
